Kikhavn er det ældste fiskerleje på Halsnæs. Allerede i 1561, da den ældste af de bevarede jordebøger for Frederiksborg len blev skrevet, havde byen i grove træk sin nuværende udstrækning og form, hvor husene var tæt beliggende på begge sider af hovedgaden.
“Befolkningen i Kikhavn, som primært bestod af husmænd, ernærede sig både ved fiskeri og landbrug. Fiskeriet havde været hovederhvervet, da fiskerlejet blev anlagt, formentlig omkring 1200, da det store sildeeventyr var under udvikling ...”
På et kort over de danske øer fra 1690, udarbejdet af matematikeren Per F. de Witt, er der på halvøen Halsnæs angivet landsbyerne Melby, Torup samt Kikhavn. Kikhavn var på dette tidspunkt en relativ stor landsby/fiskerleje, som bestod af ca. 30-35 huse. Husene lå meget tæt eller var sammenbyggede ligesom en købstad og med de firelængede gårde (tvillingegårde), hvor mellemlængen var fælles, eller man havde halv ejendomsret over denne.
Befolkningen i Kikhavn, som primært bestod af husmænd, ernærede sig både ved fiskeri og landbrug. Fiskeriet havde været hovederhvervet, da fiskerlejet blev anlagt, formentlig omkring 1200, da det store sildeeventyr var under udvikling. Frem til slutningen af 1500-årene var Øresundsregionen og sandsynligvis også Kikhavn hovedleverandør af sild til det europæiske marked.
Fiskeriet foregik med små både ud for kysten, hvor bådene efter endt fangst blev trukket op på kysten. Fiskeriet dengang var et udpræget sæsonarbejde, men efterhånden som fiskeriet og landbruget udviklede sig (efter udskiftningen), blev beboerne opdelt i fiskere og bønder/husmænd. Til lejet hørte godt 300 tdr. land, som blev drevet i fællesskab, mens fiskeriet delvis var fælles, indtil udskiftningen blev iværksat.
Kikhavn hørte tidligere ind under kronen, hvortil befolkningen skulle betale skat, men i 1768 købte J.F. Classen Frederiksværks industrielle anlæg med dertil hørende bøndergods og skove. Frederiksværk gods omfattede hele halvøen Halsnæs til en linie gennem den nuværende Asserbo plantage fra Kattegat ind til Arresø, og hertil kom så landet mellem Roskilde fjord og Arresø lige til Kregme sogns sydgrænse. Da J.F. Classen overtog Frederiksværk gods, fandtes ingen hovedgårde i området. J.F. Classen byggede to hovedgårde, nemlig Arresødal i 1773 og Grønnæssegård i 1776. Jorden til Grønnæssegård stammer fra 3 nedlagte landsbyer, som var beliggende i nærheden heraf.
J.F. Classen drev sine virksomheder som et kombinat, hvor bønderne og husmændene under Frederiksværks gods leverede træ, korn, fisk og mejeriprodukter samt for en del husmænds og landarbejderes vedkommende også arbejdskraft til fabriksanlæggene i Frederiksværk. Kikhavn har naturligvis bidraget hertil, især med fisk.
I 1795 udbrød brand i Kikhavn, hvor 17 huse, svarende til ca. halvdelen af husene, nedbrændte. Udskiftningen var på dette tidspunkt i gang på Halsnæs, og efter J.F. Classens død var det det Classenske Fideicommis, som stod for udskiftningen. Man besluttede derfor ikke at genopføre de nedbrændte huse, men at udflytte dem. På et kort fra 1824 fremgår hullerne i husrækkerne tydeligt, og de tilbageblevne gårde fremstår som firelængede gårde. I 1854 blev der igen foretaget en opmåling, og heraf fremgår det, at nogle af hullerne mellem gårdene er udfyldt med mindre stuehuse og udhuse. I tiden efter er opført yderligere et par mindre stuehuse. Kikhavn har herefter ikke ændret sig væsentligt frem til i dag.
Det vil i grove træk sige, at Kikhavn fra omkring 1800 bygningsmæssigt næsten ikke er ændret udover de ændringer, som har været nødvendige, for at bygningerne fortsat har kunnet anvendes til boligformål (helårs- og sommerboliger).
(kilde: 'Registrering af Kikhavn - et fiskerleje på Halsnæs'.)