Åbent brev til miljøminister Maria Reumert Gjerding

Kikhavn Dige- og Kystsiringslag har fået tilladelse af Leif Christensen, tidligere formand for laget, til at gengive brevet.

7. september 2026

Ville vi beslutte Nordkystens Fremtid i dag?

Kære Maria Reumert Gjerding

Jeg skriver til dig som medlem af Danmarks Naturfredningsforening og som borger med mange års interesse for og erfaring med kystsikring på Sjællands Nordkyst. Jeg tillader mig at give udtryk for en frustration, som gennem længere tid har vokset sig større.

Det drejer sig om projektet Nordkystens Fremtid (NKF) og den omfattende strandfodring, der planlægges langs Sjællands Nordkyst.

Projektet blev formet tilbage i 2014 på baggrund af den viden, man dengang havde om

kystsikring, natur og miljø. Meget er sket siden. Vores viden om havmiljø, biodiversitet, klima og naturens sårbarhed er i dag en anden end for mere end ti år siden. Alligevel synes den grundlæggende løsning at være den samme.

De daværende borgmestre i Halsnæs, Gribskov og Helsingør lancerede projektet som

kystsikring. Men jeg har gennem årene haft svært ved helt at slippe spørgsmålet om, hvorvidt ønsket om brede, lyse sandstrande og øget turisme også har spillet en rolle.

Hvis det er tilfældet, bør vi efter min mening være åbne om det. Der er trods alt forskel på at beskytte mennesker og ejendomme mod havet og på at skabe attraktive badestrande. Men min største bekymring er naturen og havmiljøet.

Så vidt jeg har forstået projektmaterialet, indebærer NKF, at der på dele af kysten skal udlægges et op til ca. 1,3 meter tykt lag ral i strandzonen. Jeg har forstået, at der er tale om ral med en middelkornstørrelse på op til adskillige centimeter. Det er altså betydelige mængder groft materiale, der tilføres en naturlig og dynamisk kyst. Oven på dette skal der tilføres meget store mængder sand.

Jeg har forstået projektet sådan, at en del af sandet under storme og kraftigt vejr igen vil blive transporteret væk fra stranden, og at noget senere kan føres tilbage af bølger og strøm. Samtidig lægges der op til, at strandfodringen skal gentages med års mellemrum. Hvis min forståelse er rigtig, melder der sig et meget enkelt spørgsmål:

Hvorfor skal vi med store maskiner flytte enorme mængder materiale ud i naturen,

når vi samtidig ved, at havet igen vil flytte en del af det?

Jeg har set oplysninger om, at der samlet er tale om millioner af kubikmeter sand og ral.

Materialet skal indvindes fra havbunden, transporteres og pumpes ind på kysten. Det må nødvendigvis påvirke både havbund, dyreliv og klima – ikke kun dér, hvor materialet lægges, men også dér, hvor det hentes. Og så skal processen gentages.

Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening har jeg svært ved at få dette til at harmonere med den natur- og miljøpolitik, vi ellers forsøger at føre.

Vi taler om biodiversitetskrise. Vi taler om et presset havmiljø. Vi taler om CO2-reduktion. Og vi taler om, at naturen i højere grad skal have lov til at være natur. Samtidig planlægger vi et projekt, hvor mennesker med jævne mellemrum skal korrigere den naturlige kyst ved at flytte meget store mængder sten og sand.

Jeg er ikke modstander af kystsikring. Selvfølgelig skal vi beskytte mennesker, boliger og

værdier, hvor der er et dokumenteret behov. Men behøver løsningen at være den samme langs næsten 36 kilometer meget forskelligartet kyst?

Kunne lokale løsninger, tilpasset de faktiske forhold og behov på den enkelte kyststrækning, i nogle tilfælde være både billigere, mere effektive og langt mindre belastende for naturen?

NKF blev tænkt for mere end ti år siden. Siden er der brugt betydelige ressourcer på projektet, og det er kommet langt gennem det administrative og politiske system.

Men netop derfor bør vi passe på en klassisk fælde: At et projekt til sidst gennemføres, fordi vi allerede har brugt så meget tid og så mange penge på det.

Ny viden bør kunne føre til nye beslutninger.

Kære Maria Reumert Gjerding – du har som tidligere præsident for Danmarks

Naturfredningsforening i mange år været en markant stemme for naturen. Nu har du som miljøminister mulighed for at stille de samme kritiske spørgsmål fra den anden side af bordet.

Derfor vil jeg bede dig om at se på Nordkystens Fremtid med friske øjne.

Ikke først og fremmest spørge, hvordan et projekt fra 2014 kan gennemføres.

Men spørge: Hvis Nordkystens Fremtid blev lagt på dit bord for første gang i dag – med den viden vi har i 2026 om havmiljø, biodiversitet og klima – ville du så anbefale, at vi

gennemførte det?

Hvis svaret er ja, vil jeg som medlem af Danmarks Naturfredningsforening meget gerne forstå hvorfor. Og hvis svaret er nej, er det måske endnu ikke for sent at tænke sig om én gang til. Det skylder vi Nordkysten – og naturen.

Med venlig hilsen

Leif Christensen

Medlem af Danmarks Naturfredningsforening